Anne Dohrmann Hansen
-"Jeg har altid været optaget af "familien" og hvad der skaber en harmonisk og balanceret familie. Jeg er ikke selv vokset op i en sådan familie. Med årene har min optagethed og fokus i forhold til familielivet rettet sig mod parforholdet, ægteskabet og kærlighedsrelationen".
Jeg hedder Anne Dohrmann Hansen og har igennem mit professionelle liv været dybt optaget af menneskelige relationer og den dynamik, der udvikler os eller begrænser os i vores samspil med andre.
I de mange forskellige stillinger, jeg har siddet i på tværs af mange forskellige brancher, har jeg arbejdet insisterende med servicetilgangen ”kill them with kindness”. Drivkraften har været at se, hvad det gør ved mennesker, når de oplever sig vigtige og set.
Som korrespondent taler jeg fem sprog, og har altid været nysgerrig på det, der sker i et sprogligt spændingsfelt, hvor accenter, betydning af ord og kulturforskelle kræver en meget tydelig og bevidst kommunikation.
Som kognitiv coach har jeg ønsket at udforske de teknikker og muligheder, der opstår, når man kortlægger menneskelig adfærd og forstår at omsætte barrierer til drømme og ideer til retning.
Og som iværksætter har jeg været på en mission om at gøre mennesker lidt gladere hver dag. Konceptet Vores Liv er mit hjertebarn og er produktet af en livslang interesse for og nysgerrighed på de dynamikker og historier, der opstår, når mennesker finder sammen og stifter familie.
Jeg har sat mig for at undersøge de dynamikker, der udspiller sig, når to mennesker lever, elsker og samarbejder tæt i et fælles liv - og give mit bud på, hvad der skal til for at opretholde kærligheden og venskabet hele livet. Jeg har igennem flere år interviewet en lang række mennesker, studeret forskellige retninger og teorier indenfor kærlighed og samliv.
Jeg har samarbejdet og sparret med specialister inden for blandt andet kommunikation, samarbejde, personlig energi og engagement.
Alt dette har jeg omsat til Vores Liv konceptet og en tilhørende værktøjskasse.
Jeg har siden 2015 designet, gennemført og afprøvet Vores Liv forløb - dels privat og dels for andre par i forskellige fokusgrupper. Det er blevet til en række forskellige forløb afholdt i meget forskellige rammer og med mange korte ”pulstjek” i dagligdagen sammenkædet af de personlige vaneændringer, som i sidste ende er med til at sikre den gode og varige udvikling i parforholdet.
Jeg har dykket dybt i de mange studier og datasamlinger, som findes på området og med en udvælgelse af de mere videnskabsbaserede studier - i særdeleshed John Gottmans studier og forskning på området. Gottman Institute uddanner Gottman certicerede parterapeuter med det formål at hjælpe par, der har udfordringer i parforholdet, kriser osv. Jeg har i 2018 selv taget Level 1 & 2 af uddannelsen, men med det lidt anderledes formål: nemlig at forbygge og oplyse om de faldgruber, der typisk kan opstå i et parforhold, inden man som par står i en situation, hvor man føler behov for at søge krisehjælp. Jeg har desuden et både bredt og dybt perspektiv på nutidige tendenser, kulturhistorie og statistik inden for parforhold, kærlighedskonstruktioner, sex og familieformer. Senest i maj 2019 er jeg blevet certificeret PREP leder (Prevention and Relationship Enhancement Program).